Derfor kan det tage seks år at udgive en bog

For seks år siden skrev jeg de første ord til den bog, der nu endelig er helt færdig og klar til udgivelse. De fleste af ordene er skiftet ud med andre – men budskabet er det samme og er desværre kun blevet mere aktuelt.

Det hele startede, da jeg tog et kursus i åndedrætsteknikker hos Jakob Lund og blev dybt fascineret af de transformationer, jeg så omkring mig. På loftet af en rød lade i de mest idylliske grønne omgivelser i Holte oplevede jeg, hvordan voksne mennesker omkring mig brød sammen, græd, råbte og til sidst sad helt salige efter de åndedrætsteknikker, vi havde været igennem. Vi delte personlige historier, og jeg sad der med min trygge og nærmest halvkedelige middelklasseopvækst uden andre udsving end mine forældres skilsmisse og lyttede til historier om misbrug, kriminalitet og omsorgssvigt. Jeg husker, hvordan vi skulle kigge hinanden dybt i øjnene uden at sige noget og den tåre, der dukkede frem i øjet på ham, jeg kiggede på. Brede skuldre, karseklippet hår, tatoveringer på de muskuløse arme og så den tåre, der viste sig i kanten af øjet og åbenbarede en sårbarhed, der gjorde alvorligt indtryk på mig.

Da Jakob Lund, der underviste på kurset, et par uger efter ringede og spurgte mig, om jeg ikke ville skrive nogle af de personlige historier, sprang jeg til. Som nyuddannet journalist, der netop havde skrevet speciale om slow journalism og havde våde drømme om at blive portrætskribent, var det en drømmeopgave.

 

Og så gik der tid med det…

Udover mine portrætter, kom modefotografen Morten Bjarnhof med i projektet, og nu begyndte det hele at ligne noget med professionelle billeder. Vi holdt mange møder, drak masser af te og mente nok, at vi var godt på vej med at få udgivet vores lækre bog. Vi kiggede på fotobøger og begyndte at søge fonde for at få penge til at udgive vores bog, der skulle være ligeså flot, som den var vigtig.

Vores lille projektgruppe fik selskab af grafikeren Linda Friis, der layoutede en lækker prøvebog og endda fik fundraiset penge til at printe en ordentlig bunke prøvebøger, der blev delt ud i håbet om at finde støtte til udgivelse.

Men hvis man kender lidt til fondssøgning, ved man også, at der er meget langt mellem de fonde, der har lyst til at støtte en bogudgivelse, der ikke kan levere direkte målbare resultater. Vi fik afslag på afslag, og årene gik. Jeg fik travlt med arbejde, og portrætterne lå og samlede støv i skuffen.

 

Vi fik selskab af forskere

Som tiden gik, var der andre, der fik øje på åndedrætskurserne, og de voldsomme personlige transformationer, de førte med sig. Religionssociologen Nanna Ahlmark fik penge fra Den Sociale Fond til at lave et reelt forskningsprojekt, professor i pædagogik Line Lerche Mørck og Lone Clausen, cand pæd. Psych. Undersøgte forandringsprocessen og hvad der fik de unge mænd til at holde fast i den nye livsstil. Kriminologen Ross Deuchar kiggede nærmere på, hvordan åndedrætskurserne forandrede de unge mænds opfattelse af deres maskulinitet og norske Fahri Saatcioglu, professor i biokemi og molekylærbiologi 
undersøgte, hvad de særlige åndedrætsøvelser gjorde i kroppen.

Derfor stod vi pludselig med en bog, der for første gang nogensinde samlede forskning i, hvordan kropslige teknikker kan være med til at hjælpe mennesker ud af kriminalitet og misbrug.

 

En fagbog bliver til

I august 2015 sendte jeg en synopsis til Turbine, som var blevet anbefalet som et oplagt forlag til vores bog. Efter et par måneders ventetid dukkede der endelig en mail op fra fagbogsredaktør Morten Tinning Sørensen, der var interesseret i projektet og ville mødes til Bogforum. Efter et ganske kort møde midt i Bella Centrets bogkaos, stod jeg pludselig med en forfatteraftale i hånden og en redaktør, der synes projektet var næsten ligeså spændende, som vi selv syntes. Og så gik det slag i slag derfra. Vi blev enige om indholdet, og jeg kunne – lettere forsinket på grund af fuldtidsarbejde – gå i gang med at skrive og lave aftaler med forskere.

Og nu – seks år efter vi startede – ligger bogen næsten klar. Vi mangler bare at få den trykt, så vi kan dele den med verden og forhåbentlig være med til at forbedre traumebehandling og resocialisering i Danmark.